v. Obs. Forms: 1 bedǽlan, 3 bidælen, 2–3 bidelen. [f. BE- 3 + OE. dǽlan, to part, DEAL.] trans. To deprive, bereave, free of.

1

c. 1000.  Ælfric, Gen. xxvii. 45. Hiwi sceal ic beon bedæled æʓðer minra sunena.

2

c. 1200.  Ormin, 4676. Loc nu ȝiff þatt tu narrt … wittes bidæledd.

3

c. 1205.  Lay., 17364. Seouen þusend þer leien liues bidæled.

4

a. 1275.  Prov. Alfred, in O. E. Misc., 134. Gif þu i þin helde best welþes bi-delid.

5