[f. as prec. + -ING1.] The action of the vb. BECKON; = preceding.

1

c. 1380.  Sir Ferumb., 3577. Þe frensche þanne … made a bekenynge to Richard, To take ys way forþ riȝte.

2

1382.  Wyclif, Gen. xlii. 6. At his bikenyng [1388 wille] whete cornes weren solde to the peplis.

3

c. 1450.  Bk. Curtasye, 249, in Babees Bk. (1868), 306. Bekenyng, fynguryng non thou use.

4

1562.  J. Heywood, Prov. & Epigr. (1867), 61. Before I was wedded … I made recknyng, To make my wyfe boow at euery becknyng.

5

1828.  Carlyle, Misc. (1857), I. 113. Incited by capricious beckonings.

6