a. Obs. rare. [OE. lætrǽde, f. læt LATE a. + rǽd counsel, REDE.] Slow, tardy.

1

c. 897.  K. Ælfred, Gregory’s Past., xx. 148. Oft mon bið swiðe wandiʓende æt ælcum weorce & swiðe lætræde.

2

c. 1386.  Chaucer, Pars. T., ¶ 644. Whan a man is so latrede [v.rr. laterede, latred, lattred] or tarying er he wil torne to god.

3