Obs. Forms: 1 cennan, 2–4 kennen, Pa. t. 1 cende, kende, 2 kennede, 4 kynned. Pa. pple. 1 (ʓe)cenned, 3–4 kenned, 4 (y)kennyd, (y)kend, kynned, 5 kynde. [OE. cęnnan = OS. kennian (pa. pple. kennit), OHG. (ki)chęnnan:—OTeut. *kannjan, f. *kan-, second ablaut grade of the series kin-, kan-, kun- (see KIN). See also KENE.]

1

  1.  trans. To generate, engender, beget; to conceive; to give birth to.

2

Leiden Riddle, 2. Mec se ueta uong … ob his innaðae aerest caendae [Exeter Bk. cende].

3

c. 1000.  Ags. Gosp., Matt. i. 25. Heo cende hyre frum-cennedan sunu.

4

c. 1200.  Trin. Coll. Hom., 31. Ure lafdi seinte marie kennede of holie lichame ure louerd ihesu crist.

5

1340.  Ayenb., 12. Þe zone … wes y-kend of þe holi gost.

6

c. 1460.  Towneley Myst., xvi. 210. He shalbe so kynde That a madyn, sothely, whiche neuer synde, Shall hym bere.

7

  fig.  c. 825.  Vesp. Psalter vii. 15. Sehðe cenneð unrehtwisnisse.

8

13[?].  E. E. Allit. P., B. 915. Hov schulde I huyde me fro hem þat hatz his hate kynned.

9

  b.  absol. To conceive or bear a child.

10

c. 1000.  Ælfric, Gen. xviii. 13. Sceal ic nu eald wif cennan?

11

c. 1205.  Lay., 15789. Wimmon þurh heore cræfte kenneð anan.

12

  2.  intr. To be conceived or born. Of eggs: To hatch out.

13

13[?].  E. E. Allit. P., B. 1072. Bot much clener watz hir corse, God kynned þerinne.

14

13[?].  St. Erkenwolde, 209, in Horstm., Altengl. Leg. (1881), 271. Before þat kynned ȝour Criste by cristene acounte A þousande ȝere.

15

1399.  Langl., Rich. Redeles, III. 51. [She] houeth the eyren … And with hir corps keuereth hem till þat þey kenne.

16