v. Obs. [OE. forbrecan, f. FOR- pref.1 + brecan to BREAK.] trans. a. To break in pieces, crush. b. To interrupt.
c. 1000. Ags. Gosp., John xix. 31. Ða iudeas bædon pilatum Þæt man forbræce hyra sceancan.
c. 1250. Gen. & Ex., 3049. Trees it for-brac.
1297. R. Glouc. (1724), 375. Rychard, hys oþer, vor brec þere hys necke atuo.
a. 1300. E. E. Psalter, cxxiii. 7.
Þe snare for-broken es in ai, | |
And we lesed ere awai. |
c. 1374. Chaucer, Boeth., IV. pr. 1. 108. I for-brek þe entencioun of hir þat entended[e] ȝitte to seyne oþer þinges.
1387. Trevisa, Hidden (Rolls), VII. 101. Edmond had al forbroken þe Danes.
1413. Pilgr. Sowle (Caxton), I. xix. (1859), 19. Al my teethe ben wasted and forbroken.